Uge 2

Uge 2 – 15-21/10

Uge to i vores rejse.

Vejen videre

Denne uge står i kontrast til uge 1 på den måde, at vi har skulle lære at afvige fra strukturen, som allerede i første uge kom på plads. Børnene havde efterårsferie, så der var ikke noget hjemmeskoling, der skulle følges. Der er hele tiden noget nyt eller noget, der kommer i vejen. Så må man jo have overskuddet til at ændre retning, så virkelighedens magt og planernes drømme kommer til at arbejde sammen. Det er noget med at acceptere, hvornår man skal flyde med, og hvornår man skal gå mod strømmen.

En lukket vej i krypten i Ascoli.

Det her blev f.eks. meget tydeligt omkring vores planlagte tur til Grotto del Frassisis – nogle helt fantastiske drypstenshuler. Turen var egenligt planlagt til tirsdag, men så fik Esther Mai meget ondt i maven – det var noget forstoppelse, der gjorde, at vi ikke kunne komme afsted, før vi lige havde været en tur forbi apoteket. Så blev vi ramt af tandpine – eller rettere Mona gjorde, hvilket betød, at vi måtte finde en tandlæge. Så her bliver eventyrets logik tydelig igen. Der var en modstander: tandpinen, men vi fandt også en hjælper – nemlig vores gode vært Donna Alesandra, som ringede og bestilte en tid hos en omrejsende tandlæge. Dvs. han havde flere klinikker i forskellige byer og netop kom tæt forbi os. Via en blanding af almen sprogforståelse og google translate fik Mona ordnet tanden. Det gik godt, og Mona blev også meget mere behagelig at være samme med 🙂 Tandpine hjælper ikke på humøret.

Smukke Mona med tandpine 🙂

Efter de meget store strabadser besluttede jeg, at vi skulle have noget godt mad. Vi gik til slagteren og spurgte pænt efter 3 bøffer – jeg tænkte, at vi kunne dele og spare lidt på den måde. Før jeg havde set mig om sprang slagteren ud bagved og skar tre KÆMPE bøffer ud. Det var næsten 1400g kød, men godt smagte det. Der var kød til flere dage.

Så er der kød

Så mens vi ordnede småting (mave, tand osv) i løbet af ugen fik vi lavet nogle småture til byer i området, hvor Ascoli er den største by. Det var en spændende by med en rimelig stor katedral og bygninger helt tilbage fra Romersk tid. Vi fik os kaffe og is på torvet.

Esther Mai troner
Store porte i Ascoli

Her fandt Silas et mærkværdigt apparatur – en mystisk maskine, der lignede en krydsning mellem en robot og et pengeskab med et mærkeligt håndtag. Efter nærmere undersøgelser gik det op for ham, at det var en mønttelefon.

En mystisk robot

Nå jo, så fandt vi endelig en butik i Amandola, hvor man kunne købe en hat – wuhu. Så jeg valgte den mest kunstneriske hat, jeg kunne finde i håb om, at der kan smitte lidt kreativitet af 🙂

nu med hat

Når alt komme til alt kom vi først afsted til grotterne om fredagen. Igen blev vi mødt i spændingsfeltet mellem planlægning og virkelighed for de tider, der stod på internettet var ikke i overenstemmelse med, de tider, som faktisk var – og da vi kom var der et par timer til næste tour, som desværre var på italiensk. Så vi udnyttede tiden til at gå ned i en lille by, hvor vi fandt en helt fantastisk gammelt klosterkirke. Nogle gange finder man skatte ved siden af hovedstien.

Monsterkloster

Så tiden gik godt mens vi ventede. Der kom en lille bus og kørte os til indgangen. Vi gik 200 meter ind af en tunnel ind i bjerget og så åbnede, det sig for os. Det var et fuldstændigt overvældende syn. Kæmpehuler under bjerget – nogle steder over 200 meter høje. Enorme drypstensformationer, der lignede noget fra en magisk verden. Hulen var først blevet opdaget i 1971, så den er meget velbevaret. Enorme fald til fjerne søer dybt nede. Det var jo nærmest som at være med Bilbo under Tågebjergene.

Drypsten

I løbet af ugen tog vi en tur til Largo Fiastra – som er en smuk kunstig sø dybt inde i national parken. Der var en dejlig gåtur rundt. Italien om efteråret (og særligt i siestaen) er mystisk og forladt. Det virker som om, der ikke findes mennesker. De er forsvundet. Så kan man gå rundt i storslået natur, som tydeligvis er tiltænkt en meget større mænge turister og lidt føle sig som Palle alene i verden. Det sjove er så at nærmest på slaget 1630 vågner verden op, og der kommer kommer mennesker frem rundt omkring. Hvad de laver i siestaen er vi lidt i tvivl om, måske sover de. Silas og Esther Mai er overbeviste om, at de sidder og spiller computer, for det er sikkert det eneste tidspunkt, de har lov til det 🙂

Tomt og klar til ferie

Søndag var vi en tur til Grotte dei Frate – munkenes hule, som var et lille kapel ude i bjergene. Det var en dejlig vandretur på små stier, som vi aldrig havde fundet, hvis vi ikke først havde fundet på en rejsebeskrivelse. Igen var google maps bestemt ikke vores ven. Den ledte os ind på lukkede veje og pludselig annoncerede den at vi skulle dreje skarpt til højre – det var altså stort set lodret ned af en bjergside. Så gps må siges at være et hjælpemiddel, men ikke noget, man altid kan stole på. Så kunne vi også få os en snak om elektroniske hjælpemidlers styrker og svagheder.

Bjergvandring
Ved bjergkapellet

Jeg oplever, at familien har rykket tættere sammen i denne uge. Vi har fundet ind i en rytme, men har også skulle håndtere træthed, pine og en verden, der ikke altid arter sig efter vores planer. Søndag aften regnede det virkelig, eller som man siger i England – it never rains, it pours. Pigerne fandt paraplyer frem og gik ud til en lade, der er indrettet som en slags udestue. De inviterede os andre ud, og det var virkelig hyggeligt at skrive og læse mens regnen larmede omkring os.

Smukke Mona

Så det var uge 2. Eventyret smed os afsted med et kort, men desværre blev vi blæst af stien og fandt en anden vej videre. I næste uge skal vi gå fra naturen til kulturen. Vi glæder os meget til at se Firenze og Pisa.

På vej videre

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *