Uge 1

Dette her er fortællingen om, hvordan vi drog ud i verden. Gik så meget igennem og forhåbenligt kom hjem med meget vundet.

 

Uge 1 – 6. oktober til 14. oktober

Vi er taget på en dannelsesrejse, en pilgrimstur, et eventyr, og som jeg så på en plakat i Rakels klasseværelse sidste gang jeg var til forældremøde, så har et eventyr en begyndelse en midte og en slutning. I begyndelsen ser man en dreng, der går fra et lille hus med sin sæk over skulderen. I midten møder han drager, trolde, troldmænd o.l. på en bro, hvorefter han vender tilbage til sit hjem, så nu er blevet til et stort fint hvidt slot. Så det er altså der vi er. Lige på begyndelsen af broen – måske på vej til at møde den første drage eller enhjørning og engang til jul skal vi så vende hjem til et slot. Jeg kan allerede nu se, hvordan det her lægger et rimeligt stort pres på de stakkels mennesker, vi har fået til at se efter vores hus 🙂

Jeg tænker, at der er to rejser, vi som familie er på. Den første er den ydre, som er klart den nemmeste at berette om. Vi var der, vi så det, vi spiste og sov… Det er en spændende og relevant rejse, men grunden, vi tog afsted, var, at lige så meget et ønske om en indre rejse. Vi ville gerne blive til større mennesker.

Så tjuhej-afsted gik det.

Allerede fredag aften satte vi os i bilen for at køre til Vejle. Forud for var der gået utallige forberedelser, rejseplanlægning, booking af bil, hus og fly og en række samtaler om, hvorfor vi egenligt gerne ville afsted.

Turen begynder

 

Lørdag morgen afsted med bussen til København, hvor vi blev lidt overrumplet over, hvor meget det alligevel tager at komme fra “et sted bag ved Hovedbanegården” og så til Lufthavnen. Men lige til tiden kom vi om bord på flyet og afsted til Rom. Efter at vente lang tid på vores bagage kom vi en endelig med en lufthavnsbus til biludlejlingsstedet.

Mens vi venter på vores ting, kan vi lige spille lidt

Så kig der hul på himlen. Det øsede ned som en anden syndflod. Ud af Rom i styrtevejr, køre 300km tværs over Italien, lidt for sent på den og med vores mobiler som GPS (Google maps er ikke den bedste følgesvend i Italien, da den ikke rigtig kan se forskel på store og små veje i Italien). Vi blev nødt til at køre lidt til, da strømme på mobilen forsvant lidt hurtigere en rart var. Frem kom vi alligevel, selv om det kostede min elskede hat, som Esther Mai kastede op i.

Søndag morgen vågnede vi så op til det hus som vi skal bo i hele oktober. Klar til at etablere en dagligdag, som skal sikre at vi komme tilbage med et eventyrslot i rygsækken.

Se hvilken morgenstund

 

Lynhurtigt gik der logistik og virkelighed i den. Hvordan skulle vi sove, hvor køber man ind, hvad gør vi for at få hjemmeskolen til at fungere godt for alle parter? Børnene blev overvældet for pludseligt var det virkeligt. De er væk fra deres hverdag og venner de næste tre måneder. Når jeg kigger mine dagbogsnoter igennem for den sidste uge, er der ét element, der går igen: balancen mellem hvile og arbejde, og det blev vi virkelig udfordret på. Det er langt nemmere at drømme om noget end at leve det.

Så vi måtte kigge tilbage på udgangspunktet – hvorfor tog vi afsted? Det var for at finde en indre ro, for at blive bedre til at lytte til stemmen inde i os til at lytte til hinanden, for at vokse mere sammen som familie og for at give den skabende del af os alle bedre vilkår for at blomstre. Med det udgangspunkt kunne vi finde en rutine frem, som vi allerede havde talt om hjemmefra.

Om morgenen begynder vi med kristendom og musik. Jeg har højskolesangbogen med som en app og vi synger forskellige sange derfra. I denne uge har vi sunget meget “Kære linedanser” for den kan børne så godt lide. Silas har sin melodika med, og jeg spiller på min guitarlele. Derefter fortsætter vi med idræt. Som en rigtig “drill-sergant” leder Silas os igennem et opvarmningsprogram og videre til enten styrketræning eller løb – av mine mavemuskler (eller mangel på samme). Rakel leder afslutningen af idræt med noget børne-yoga, hun har lært i skolen. Det er virkelig dejligt at lave afspændingsøvelser. Så er vi klar til resten af dagen. Resten af formiddagen har typisk gået med at lave nogle forskellige fag i hjemmeskolen. Der kan jo følges med via internettet i det, børnenes klasser laver derhjemme, og det begyndte vi også det at gøre meget, men ret hurtigt gik det op for os, at der jo ikke er meget sjov i at være i Italien og så bare have almindelig skole. Derfor har vi forsøgt at blande med andre aktiviteter. Silas er i engelsk begyndt at skrive en blog om Minecraft som allerede nu har læsere fra fire kontinenter. Rakel har kastet sig over novelleskrivning og tegning, og Esther Mai forsøger lidt forskelligt, men har mest fokus på læsning. Om eftermiddagen har vi typisk taget på udflugter rundt omkring i området.

argh, slanger

En disciplin jeg er særlig glad for, at vi har taget op er dagbogskrivning. Vi har hver fået vores helt analog hæfte at skrive i, og det er et stort hit hos alle. Dagen bliver afsluttet med fælleslæsning – i øjeblikket er det Hobitten, vi læser.

Det er dannelse, der er målet med vores valg, og det lader allerede nu til, at det virker. På mig lader det til, at vi er alle blevet lidt bedre til at læse, skrive, synge og måske også tænke og føle. Vi har også fået træning i at håndtere, at leve helt tæt på hinanden hele tiden. Man skal både kunne blive sur og god igen.

En tur i Sibyls magiske rige
Familietid
Udsigten fra soveværelset
Dejligt morgenlys på vores lejlighed

Vi har lavet udflugter til den nærliggende by – Amandola, som tilfældigvis er venskabsby med Ringkøbing-Skjern. Det er en by fra 1248 fuld at gamle huse og meget historie. Der ligger bl.a. et fuldt helgen-skellet i en glassarkofag i kirken. Lige lidt for meget for en protestant som mig. Vi har også været på en del naturture rundt i Monti de Sibillini – Sibyls mytiske rige. Her er virkelig imponerende. Vi gik en tur ved en kløft/slugt som virkede som indgangen til et magisk rige. Det viste sig da også at man i oldtiden havde nekromantiske ritualer i netop det område.

På stranden i San Giorgi Porto
Dejligt med fødderne i vandet

For specielt Rakel var det vigtigt at komme til stranden, og det var en spændende tur til Porto San Giorgio. Dejlig strand, varm vind og virkelig uden for sæsonen. Der er noget nærmest mytologisk over stedet med svag havgus, vind, strand og næsten ingen mennesker i en by, der er bygget til total overbefolkning af både by og strand i sommerperioden.

Kirke i det fri

Søndag fejrede vi gudstjeneste sammen. Hver havde sin rolle og det foregik i haven.
Nu glæder vi os til næste uge. Det bliver meget tydeligt for mig, at dannelse ikke er noget, der kan køres igennem tidseffektiviseringsmaskinen. Jeg glæder mig over den ro som allerede nu er ved at indtræffe. Jeg glæder mig over at børnene allerede nu har skrevet og læst mere end i langt tid.

Så det er første skridt ud på broen, midten af eventyret. Vi skal nok både møde flere hjælpere og modstandere med tiden – og langt flere oplevelser.