Uge 3

I uge 3 fik vi ekstra meget fokus på at intet står alene. Omgivelser og begivenheder har dyb indflydelse på hinanden. På den måde blev vi mindet om, at det indre og det ydre er forbundne.

Den skæve skorsten i Pisa

Denne uge skulle være en ekskursion for os. Vi havde tre punkter i vores plan. For det første ville vi se Pisa, så skulle vi til Firenze og slutteligt skulle vi bruge weekenden sammen med vores italienske familie (Monas moster, onkel og hvad der dertilhører af kusiner o.a.)

Vi begyndte med en firetimers kørsel fra vores hideaway i bjergene til Pisa. Vi havde pakket en god madpakke i form af en risret, som Mona havde lavet. Uheldigvis havde vi glemt både bestik og tallerkener, så da vi skulle spise blev det klart for os, at ingenting står alene – heller ikke madpakken. Så vi parkerede bilen i udkanten af Pisa og fandt det nærmeste supermarked, hvor vi forsynede os med engangs-service m.m. Heldigvis var det gratis at parkere, og der var kun ca. 2 km til centrum, så vi kunne jo lige så godt gå.

Pisa var som sådan en meget behagelig by. Der sad studerende i parken og arbejde sammen, og der var en let stemning. Det var nemt at komme rundt, og på nær en tur ned langs floden, (hvor vi blev nødt til at gå tilbage, da stien endte blindt) kom vi hurtigt ind til centrum.

Hanebryst i Pisa

Igen så vi, hvordan omgivelserne har enormt meget at sige for oplevelserne. Rundt om katedralen i Pisa var der en stor åben plads med græs. Det satte scenen for kirken og det skæve tårn på en virkelig god måde. Der var en god styring af mennesker rundt på området, og det var behageligt at være der. Jeg tror, at man har været meget opmærksom på lys og luft, for kirken og tårnet var holdt næsten helt hvidt.

Hvem har opdraget de børn?

Da vi kom ind i kirken, var det nærmest som om himlen strakte sig ned til jorden igennem kirkens store og lyse rum. Vi fik en god snak om kirke og kunst i den sammenhæng. Denne idyl fortsatte indtil en eller anden skulle til at stemme orglet. Èn lang tone ad gangen – omgivelser har meget af sige, også de auditive, så vi forlod hurtigt kirken derefter.

Falden engel

Bag ved kirken var der en statue af en falden engel, som virkelig fangede min opmærksomhed. Var det en kommentar til kirkens overdådighed eller måske den omfattende helgendyrkelse? Har vi som kirke og kristen nation faldet som englen og derved mistet både vinger og forstand?

Så er vi i Firenze

Dagen efter tog vi til Firenze, som i min bevidsthed står i stor kontrast til Pisa. Domkirken, som var storslået, stod klemt ind mellem de tætte gader, og selv om byen havde tydeligvis mere historie og tyngde end i Pisa, så var der noget tungt. Der var overvældende mange mennesker – køer i lange rækker og et utal af sælgere på pladserne, der prøvede at sælge uhyggelig dyre “skip the line”-billetter.

Silas og David

Vi fik et tilbud på at komme ind på kunstakademiets museum (der hvor Davidsstatuen står) på ca 100 eu. Vi besluttede for at komme dagen efter lige før åbningstiden og stille os i kø. Det to 15 min og kostede os blot 16 euro for hele familien.

Vi fik også en tur op i klokketårnet. Flot og langt op

I klokketårnet i Firenze
Der er en smal vej
Små gange i kirken
Udsigt fra kirken til klokketårnet

Så Firenze var både voldsom og smuk. Vi fandt glutenfri pizza, broer fra Mediciernes tid og kunst og historie en masse.

Vi fik os en tur op i kuplen af katedralen. Det var smukt og højt op. Indersiden var udsmykket efter Dantes guddommelige kommedie. Her fik vi virkelig syn for, hvilket verdensbillede, der var i kirken i gamle dage. Der var ikke så meget censur. Frygt og pine virkede til at fylde meget mere end frelsen.

Pas på du ikke bliver ædt

Der var for os et lille åndehul i Leonardo di Vinci-museet. Det var lidt et legested/museum, hvor man kunne prøve nogle af de maskiner, Leonardo har designet. Det var et sandt geni, der har opfundet alt fra flymaskiner, til dykkerdragter, alverdens krigsmaskiner og en anordning, der gjorde muligt at lave perfekt kyllingesteg 🙂

Verdens første kampvogn
Mona Lisa?

Men byen var larmende og lidt tung at komme rundt i, og særligt trafikken ind og ud var massiv. Med et blev jeg ubetinget fortaler for at forbyde al biltrafik i alle storbyer. Magen til larm og forurening skal man lede længe efter.

Villa Medici

Vi boede lidt uden for byen i en lille landsby. Det viste sig at blot 3 mins gang fra vores hus lå der en Villa Medici, som var et enestående hus + have, som var på Unescos verdensarvsliste. Vi gik os en tur dertil og blev inviteret indenfor af personalet – ganske gratis. Det var roligt og med få mennesker, men kunsten i Villaen var helt klart lige så imponerende som museerne i Firenze. Jeg tænker, at kunst dybest set ikke hører hjemme på museum, men skal opleves i sammenhæng med det almindelige liv.

Så da vi om fredagen tog nord på til Suzzara for at besøge Monas moster Hanne + familie, var vi klar til at geare lidt ned igen. Det var dejligt at se en del af familien, som vi ikke så tit møder. Vi hænger sammen på tværs af landegrænser.

Familien

I Suzzara var vi rundt for at se lidt af det lokale – Pofloden og gamle byer. Det var interessant at se, at der var huse på begge sider af den meget høje dæmning, der lå ved floden. Vi fandt ud af, at det var gratis at bo på den jord, der lå ud mod floden. Med jævne mellemrum kom der oversvømmelse, men det vidste folk jo – beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. (Faktisk steg floden med 6 meter dagen efter vi havde været der).

PoPo ved Po

Børnene også lavet deres egne beretninger fra ugen. Det, de syntes var mest vigtig eller interessant, har de skrevet lidt om her:

Esther Mais beretning

I uge 3 på vores tur, har jeg leget med min grandkusine over flere dage.
Da jeg kom hjem til dem var det helt mærkeligt, at hun ikke kunne forstå dansk.
Vi hyggede os. Jeg lærte hende lidt dansk og hun var rigtigt lærernem.
Vi dansede, kørte cykel, talte engelsk, så film og en masse andet.
Hun har langt brunt hår, og jeg har langt lyst hår. Jeg har blå øjne, og hun har brune øjne.

Esther Mai og kusine Vittoria

Vi kender begge to til løbehjul og cykler og de små figur LOL og Netflix.
Vi hygget os, men nu er det tid til at sige farvel og ses en anden gang. Jeg håber, hun kommer på besøg hos mig i Danmark, fordi så kan hun se mit værelse. SLUT

Silas´ beretning

I uge 3 var vi bla i Pisa. Her så vi det skæve tårn, eller vi prøvede at komme hen til det. For på vejen der hen fandt jeg en trappe ned ved en bro, der førte over floden i byen. Den førte ned til en lille gå sti lige ud til vandet. Der gad jeg godt ned at gå, fordi jeg troede, det ville være rigtigt flot at gå ved vandet… meeeeen, det var det slet ikke. Der var skrald ud over det hele, men vi gik der alligevel. Så kom vi til en bro, og den kunne vi jo gå under, yay, fordi vi var lige under den. Vi blev dog i tvivl om, der var en vej op, og … det var der … ikke. Så vi skulle gå hele vejen tilbage :(.

Da vi så endelig kom til det meget skæve tårn i Pisa, syntes jeg ikke, at det var så skævt igen, men det var fordi, jeg så det fra den forkerte vinkel, så tårnet væltede hen mod mig. Der var en kirke lige ved siden af, den var meget hvid, altså virkelig hvid. Det meget meget skæve tårn var også meget hvidt, det lignede næsten et udsmykkede skævt kridt. Ellers var både kirken og det meget meget meget skæve tårn rart flotte.

Det skæve og hvide tårn

SÅ! kom vi til Firenze, eller vi kom næsten til Firenze, vi kom til en lille by (som nok måske var en del af Firenze) og her skulle vi bo. Næste dag skulle vi ud og se Firenze by. Vi kom forbi en mega stor kirke. Kirken var så stor, at mit hoved slet ikke kunne ha’ det. Den var også helt vildt udsmykket, så det hjalp overhoved ikke.

Silas højt oppe i en MEGA-stor kirke

Det var en dejlig tur, ses i uge 4 🙂 🙂

 

Rakels beretning

Klokketårnet i Firenze
I uge 43 ankom Rakel og hendes familie tirsdag aften til Firenze. “ det var en meget lang køretur” siger Rakel “ men da vi endelig kom så ja var det meget smukt”. Da de kom til deres lille lejlighed, var hele familien sultne, og hvor spiste de. De spiste på pizzeria. De giver pizzeriaet ???? 4 stjerner. Ikke 3 fordi de havde gluten fri pizza, og ikke 5 fordi de ikke talte engelsk over hovedet. Næste dag fik de dog også bare en hygge dag, hvor de så hvad det var de skulle ind og se. (her er en lille kommentar fra Rakel) “det er vigtigt at få mange is?” men jeg høre dog også fra moren at de fik en ordentlig gang is, hver dag.

Verdens bedste glutenfri pizza?

Sender næste dag tog de ud til et stort klokketårn i Firenze. Nu ser vi fra Rakels synspunkt på den dag: vi startede jo med at vågne op, det var en ok morgen. Vi kørte ind til byen hvor vi gik en masse. Derefter kom vi ned til tårnet og alt det. Klokketårnet var ikke åbnet endnu, så vi gik rundt og så på nogle af boderne….eller var det efter vi havde hvert der inde….mhe vi fortæller bare om det nu. Vi kiggede på nogle boder hvor der var nogle der tegnede og nogle der solgte en masse ting. Og der var den her mand som sagde “ flotte piger kan jeg tegne den fine piger det er kun lidt penge” og vi sagde så nej tak….jeg kan ikke huske hvor mange penge det var… men videre til historien. Men vi kom så op i tårnet. Det var meget flot og god udsigt og det hele, men der var lidt langt ned og jeg blev lidt bange for at det hele skulle kollapse og vi alle skulle dø men det skulle vi selvfølgelig ikke.

Langt op
og ned

Men det var en god tur der op. Derefter fik vi noget at spise.

Tak til Rakel og hendes familie for at fortælle denne historie… og vi skal videre til reklamer nu

Man kan købe flæskesteg i brugsen

Rakel er fjollet

Uge 2

Uge 2 – 15-21/10

Uge to i vores rejse.

Vejen videre

Denne uge står i kontrast til uge 1 på den måde, at vi har skulle lære at afvige fra strukturen, som allerede i første uge kom på plads. Børnene havde efterårsferie, så der var ikke noget hjemmeskoling, der skulle følges. Der er hele tiden noget nyt eller noget, der kommer i vejen. Så må man jo have overskuddet til at ændre retning, så virkelighedens magt og planernes drømme kommer til at arbejde sammen. Det er noget med at acceptere, hvornår man skal flyde med, og hvornår man skal gå mod strømmen.

En lukket vej i krypten i Ascoli.

Det her blev f.eks. meget tydeligt omkring vores planlagte tur til Grotto del Frassisis – nogle helt fantastiske drypstenshuler. Turen var egenligt planlagt til tirsdag, men så fik Esther Mai meget ondt i maven – det var noget forstoppelse, der gjorde, at vi ikke kunne komme afsted, før vi lige havde været en tur forbi apoteket. Så blev vi ramt af tandpine – eller rettere Mona gjorde, hvilket betød, at vi måtte finde en tandlæge. Så her bliver eventyrets logik tydelig igen. Der var en modstander: tandpinen, men vi fandt også en hjælper – nemlig vores gode vært Donna Alesandra, som ringede og bestilte en tid hos en omrejsende tandlæge. Dvs. han havde flere klinikker i forskellige byer og netop kom tæt forbi os. Via en blanding af almen sprogforståelse og google translate fik Mona ordnet tanden. Det gik godt, og Mona blev også meget mere behagelig at være samme med 🙂 Tandpine hjælper ikke på humøret.

Smukke Mona med tandpine 🙂

Efter de meget store strabadser besluttede jeg, at vi skulle have noget godt mad. Vi gik til slagteren og spurgte pænt efter 3 bøffer – jeg tænkte, at vi kunne dele og spare lidt på den måde. Før jeg havde set mig om sprang slagteren ud bagved og skar tre KÆMPE bøffer ud. Det var næsten 1400g kød, men godt smagte det. Der var kød til flere dage.

Så er der kød

Så mens vi ordnede småting (mave, tand osv) i løbet af ugen fik vi lavet nogle småture til byer i området, hvor Ascoli er den største by. Det var en spændende by med en rimelig stor katedral og bygninger helt tilbage fra Romersk tid. Vi fik os kaffe og is på torvet.

Esther Mai troner
Store porte i Ascoli

Her fandt Silas et mærkværdigt apparatur – en mystisk maskine, der lignede en krydsning mellem en robot og et pengeskab med et mærkeligt håndtag. Efter nærmere undersøgelser gik det op for ham, at det var en mønttelefon.

En mystisk robot

Nå jo, så fandt vi endelig en butik i Amandola, hvor man kunne købe en hat – wuhu. Så jeg valgte den mest kunstneriske hat, jeg kunne finde i håb om, at der kan smitte lidt kreativitet af 🙂

nu med hat

Når alt komme til alt kom vi først afsted til grotterne om fredagen. Igen blev vi mødt i spændingsfeltet mellem planlægning og virkelighed for de tider, der stod på internettet var ikke i overenstemmelse med, de tider, som faktisk var – og da vi kom var der et par timer til næste tour, som desværre var på italiensk. Så vi udnyttede tiden til at gå ned i en lille by, hvor vi fandt en helt fantastisk gammelt klosterkirke. Nogle gange finder man skatte ved siden af hovedstien.

Monsterkloster

Så tiden gik godt mens vi ventede. Der kom en lille bus og kørte os til indgangen. Vi gik 200 meter ind af en tunnel ind i bjerget og så åbnede, det sig for os. Det var et fuldstændigt overvældende syn. Kæmpehuler under bjerget – nogle steder over 200 meter høje. Enorme drypstensformationer, der lignede noget fra en magisk verden. Hulen var først blevet opdaget i 1971, så den er meget velbevaret. Enorme fald til fjerne søer dybt nede. Det var jo nærmest som at være med Bilbo under Tågebjergene.

Drypsten

I løbet af ugen tog vi en tur til Largo Fiastra – som er en smuk kunstig sø dybt inde i national parken. Der var en dejlig gåtur rundt. Italien om efteråret (og særligt i siestaen) er mystisk og forladt. Det virker som om, der ikke findes mennesker. De er forsvundet. Så kan man gå rundt i storslået natur, som tydeligvis er tiltænkt en meget større mænge turister og lidt føle sig som Palle alene i verden. Det sjove er så at nærmest på slaget 1630 vågner verden op, og der kommer kommer mennesker frem rundt omkring. Hvad de laver i siestaen er vi lidt i tvivl om, måske sover de. Silas og Esther Mai er overbeviste om, at de sidder og spiller computer, for det er sikkert det eneste tidspunkt, de har lov til det 🙂

Tomt og klar til ferie

Søndag var vi en tur til Grotte dei Frate – munkenes hule, som var et lille kapel ude i bjergene. Det var en dejlig vandretur på små stier, som vi aldrig havde fundet, hvis vi ikke først havde fundet på en rejsebeskrivelse. Igen var google maps bestemt ikke vores ven. Den ledte os ind på lukkede veje og pludselig annoncerede den at vi skulle dreje skarpt til højre – det var altså stort set lodret ned af en bjergside. Så gps må siges at være et hjælpemiddel, men ikke noget, man altid kan stole på. Så kunne vi også få os en snak om elektroniske hjælpemidlers styrker og svagheder.

Bjergvandring
Ved bjergkapellet

Jeg oplever, at familien har rykket tættere sammen i denne uge. Vi har fundet ind i en rytme, men har også skulle håndtere træthed, pine og en verden, der ikke altid arter sig efter vores planer. Søndag aften regnede det virkelig, eller som man siger i England – it never rains, it pours. Pigerne fandt paraplyer frem og gik ud til en lade, der er indrettet som en slags udestue. De inviterede os andre ud, og det var virkelig hyggeligt at skrive og læse mens regnen larmede omkring os.

Smukke Mona

Så det var uge 2. Eventyret smed os afsted med et kort, men desværre blev vi blæst af stien og fandt en anden vej videre. I næste uge skal vi gå fra naturen til kulturen. Vi glæder os meget til at se Firenze og Pisa.

På vej videre

Uge 1

Dette her er fortællingen om, hvordan vi drog ud i verden. Gik så meget igennem og forhåbenligt kom hjem med meget vundet.

 

Uge 1 – 6. oktober til 14. oktober

Vi er taget på en dannelsesrejse, en pilgrimstur, et eventyr, og som jeg så på en plakat i Rakels klasseværelse sidste gang jeg var til forældremøde, så har et eventyr en begyndelse en midte og en slutning. I begyndelsen ser man en dreng, der går fra et lille hus med sin sæk over skulderen. I midten møder han drager, trolde, troldmænd o.l. på en bro, hvorefter han vender tilbage til sit hjem, så nu er blevet til et stort fint hvidt slot. Så det er altså der vi er. Lige på begyndelsen af broen – måske på vej til at møde den første drage eller enhjørning og engang til jul skal vi så vende hjem til et slot. Jeg kan allerede nu se, hvordan det her lægger et rimeligt stort pres på de stakkels mennesker, vi har fået til at se efter vores hus 🙂

Jeg tænker, at der er to rejser, vi som familie er på. Den første er den ydre, som er klart den nemmeste at berette om. Vi var der, vi så det, vi spiste og sov… Det er en spændende og relevant rejse, men grunden, vi tog afsted, var, at lige så meget et ønske om en indre rejse. Vi ville gerne blive til større mennesker.

Så tjuhej-afsted gik det.

Allerede fredag aften satte vi os i bilen for at køre til Vejle. Forud for var der gået utallige forberedelser, rejseplanlægning, booking af bil, hus og fly og en række samtaler om, hvorfor vi egenligt gerne ville afsted.

Turen begynder

 

Lørdag morgen afsted med bussen til København, hvor vi blev lidt overrumplet over, hvor meget det alligevel tager at komme fra “et sted bag ved Hovedbanegården” og så til Lufthavnen. Men lige til tiden kom vi om bord på flyet og afsted til Rom. Efter at vente lang tid på vores bagage kom vi en endelig med en lufthavnsbus til biludlejlingsstedet.

Mens vi venter på vores ting, kan vi lige spille lidt

Så kig der hul på himlen. Det øsede ned som en anden syndflod. Ud af Rom i styrtevejr, køre 300km tværs over Italien, lidt for sent på den og med vores mobiler som GPS (Google maps er ikke den bedste følgesvend i Italien, da den ikke rigtig kan se forskel på store og små veje i Italien). Vi blev nødt til at køre lidt til, da strømme på mobilen forsvant lidt hurtigere en rart var. Frem kom vi alligevel, selv om det kostede min elskede hat, som Esther Mai kastede op i.

Søndag morgen vågnede vi så op til det hus som vi skal bo i hele oktober. Klar til at etablere en dagligdag, som skal sikre at vi komme tilbage med et eventyrslot i rygsækken.

Se hvilken morgenstund

 

Lynhurtigt gik der logistik og virkelighed i den. Hvordan skulle vi sove, hvor køber man ind, hvad gør vi for at få hjemmeskolen til at fungere godt for alle parter? Børnene blev overvældet for pludseligt var det virkeligt. De er væk fra deres hverdag og venner de næste tre måneder. Når jeg kigger mine dagbogsnoter igennem for den sidste uge, er der ét element, der går igen: balancen mellem hvile og arbejde, og det blev vi virkelig udfordret på. Det er langt nemmere at drømme om noget end at leve det.

Så vi måtte kigge tilbage på udgangspunktet – hvorfor tog vi afsted? Det var for at finde en indre ro, for at blive bedre til at lytte til stemmen inde i os til at lytte til hinanden, for at vokse mere sammen som familie og for at give den skabende del af os alle bedre vilkår for at blomstre. Med det udgangspunkt kunne vi finde en rutine frem, som vi allerede havde talt om hjemmefra.

Om morgenen begynder vi med kristendom og musik. Jeg har højskolesangbogen med som en app og vi synger forskellige sange derfra. I denne uge har vi sunget meget “Kære linedanser” for den kan børne så godt lide. Silas har sin melodika med, og jeg spiller på min guitarlele. Derefter fortsætter vi med idræt. Som en rigtig “drill-sergant” leder Silas os igennem et opvarmningsprogram og videre til enten styrketræning eller løb – av mine mavemuskler (eller mangel på samme). Rakel leder afslutningen af idræt med noget børne-yoga, hun har lært i skolen. Det er virkelig dejligt at lave afspændingsøvelser. Så er vi klar til resten af dagen. Resten af formiddagen har typisk gået med at lave nogle forskellige fag i hjemmeskolen. Der kan jo følges med via internettet i det, børnenes klasser laver derhjemme, og det begyndte vi også det at gøre meget, men ret hurtigt gik det op for os, at der jo ikke er meget sjov i at være i Italien og så bare have almindelig skole. Derfor har vi forsøgt at blande med andre aktiviteter. Silas er i engelsk begyndt at skrive en blog om Minecraft som allerede nu har læsere fra fire kontinenter. Rakel har kastet sig over novelleskrivning og tegning, og Esther Mai forsøger lidt forskelligt, men har mest fokus på læsning. Om eftermiddagen har vi typisk taget på udflugter rundt omkring i området.

argh, slanger

En disciplin jeg er særlig glad for, at vi har taget op er dagbogskrivning. Vi har hver fået vores helt analog hæfte at skrive i, og det er et stort hit hos alle. Dagen bliver afsluttet med fælleslæsning – i øjeblikket er det Hobitten, vi læser.

Det er dannelse, der er målet med vores valg, og det lader allerede nu til, at det virker. På mig lader det til, at vi er alle blevet lidt bedre til at læse, skrive, synge og måske også tænke og føle. Vi har også fået træning i at håndtere, at leve helt tæt på hinanden hele tiden. Man skal både kunne blive sur og god igen.

En tur i Sibyls magiske rige
Familietid
Udsigten fra soveværelset
Dejligt morgenlys på vores lejlighed

Vi har lavet udflugter til den nærliggende by – Amandola, som tilfældigvis er venskabsby med Ringkøbing-Skjern. Det er en by fra 1248 fuld at gamle huse og meget historie. Der ligger bl.a. et fuldt helgen-skellet i en glassarkofag i kirken. Lige lidt for meget for en protestant som mig. Vi har også været på en del naturture rundt i Monti de Sibillini – Sibyls mytiske rige. Her er virkelig imponerende. Vi gik en tur ved en kløft/slugt som virkede som indgangen til et magisk rige. Det viste sig da også at man i oldtiden havde nekromantiske ritualer i netop det område.

På stranden i San Giorgi Porto
Dejligt med fødderne i vandet

For specielt Rakel var det vigtigt at komme til stranden, og det var en spændende tur til Porto San Giorgio. Dejlig strand, varm vind og virkelig uden for sæsonen. Der er noget nærmest mytologisk over stedet med svag havgus, vind, strand og næsten ingen mennesker i en by, der er bygget til total overbefolkning af både by og strand i sommerperioden.

Kirke i det fri

Søndag fejrede vi gudstjeneste sammen. Hver havde sin rolle og det foregik i haven.
Nu glæder vi os til næste uge. Det bliver meget tydeligt for mig, at dannelse ikke er noget, der kan køres igennem tidseffektiviseringsmaskinen. Jeg glæder mig over den ro som allerede nu er ved at indtræffe. Jeg glæder mig over at børnene allerede nu har skrevet og læst mere end i langt tid.

Så det er første skridt ud på broen, midten af eventyret. Vi skal nok både møde flere hjælpere og modstandere med tiden – og langt flere oplevelser.

Familieblog

Uge 3

I uge 3 fik vi ekstra meget fokus på at intet står alene. Omgivelser og begivenheder har dyb indflydelse på hinanden. På den måde blev vi mindet om, at det indre og det ydre er forbundne. Denne uge skulle være en ekskursion for os. Vi havde tre punkter i vores plan. For det første ville …

Posted in Familieblog | Leave a comment

Uge 2

Uge 2 – 15-21/10 Uge to i vores rejse. Denne uge står i kontrast til uge 1 på den måde, at vi har skulle lære at afvige fra strukturen, som allerede i første uge kom på plads. Børnene havde efterårsferie, så der var ikke noget hjemmeskoling, der skulle følges. Der er hele tiden noget nyt …

Posted in Familieblog | Leave a comment

Uge 1

Dette her er fortællingen om, hvordan vi drog ud i verden. Gik så meget igennem og forhåbenligt kom hjem med meget vundet.   Uge 1 – 6. oktober til 14. oktober Vi er taget på en dannelsesrejse, en pilgrimstur, et eventyr, og som jeg så på en plakat i Rakels klasseværelse sidste gang jeg var …

Posted in Familieblog | Comments Off on Uge 1